Min far var et geni. Selvudnævnt, men ikke desto mindre et geni. Da køkkengulvet i kolonihavehuset i Hvidovre var gået i opløsning, gennemførte han Danmarks første flydestøbning, som historikerne ville have skrevet om, hvis de havde været i haveforeningen ud til Avedøre Havnevej den weekend. Det var de ikke. Men det var jeg.
I stedet for at lave cement, som skulle pudses glat, rørte han en spand vandig opløsning, som han tømte ud over det møre gulv, mens han sang (på melodien ’Du må få min sofacykel, når jeg dør’):
