Mindst en af de personer, der er blevet fængslet in absentia efter torsdagens antiterroraktion, er en central figur i den ulovlige bandegruppering Loyal To Familia, LTF.
Det erfarer Politiken.
Andre medier, heriblandt DR og Ritzau, erfarer endvidere at yderligere en sigtet, der ikke var til stede ved grundlovsforhøret ved Retten på Frederiksberg torsdag aften og natten til fredag, er tilknyttet LTF.
Politiet vil ikke oplyse, om de opholder sig i Danmark, eller om de er i udlandet.
Dørene blev lukket, inden sigtelsen blev læst højt. Pressen og offentligheden har dermed ikke har mulighed for at høre den.
Efter grundlovsforhøret blev seks personer fængslet - fire af dem in absentia - mens én - en 29-årig mand - blev løsladt. Løsladelsen er efterfølgende blevet kæret til landsretten.
Ved et pressemøde torsdag klokken 13 lød det fra Flemming Drejer, der er chefpolitiinspektør og operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, PET, at torsdagens aktion var en ’sikkerhedsoperation’.
»Det er baseret på en intensiv efterforskning, som PET har udført i tæt samarbejde med vores udenlandske samarbejdspartnere, sagde han:
»Jeg kan sige, at den efterforskning har afdækket, at et netværk af personer har været i gang med at forberede en terrorhandling. Det har vi aktioneret imod på et tidligt stadie af efterforskning. Vi vil kalde det en sikkerhedsoperation«.
Politiet ville ikke sige noget om mål og motiv, men ’der er tråde til bandemiljøet, til den forbudte bande LTF (Loyal To Familia, red.), personer der opholder sig i Danmark og i udlandet’, lød det.
Videre lød det, at politiet ’er opmærksomme på jødiske lokaliteter’.
Der er desuden flere sigtede i udlandet, oplyser Flemming Drejer. Hvor mange og i hvilke lande oplyste han ikke.
Ritzau
fortsæt med at læse

























