I omkring 100 år har det i Socialdemokratiet været et princip, at man ikke modtager ordener fra eksempelvis kongehuset.
Men der ser ud til at være et opgør på vej med det princip. Partiet har på et gruppemøde tirsdag talt om den årelange tradition i forlængelse af, at dronningen abdicerer på søndag.
»Det bliver sådan herfra, at det er op til den enkelte socialdemokrat, om man ønsker at tage imod det. Tiden er en anden, end den var for 100 år siden, hvor den tradition blev fastlagt, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
Dermed bryder Socialdemokratiet med en årelang tradition.
Statsministeren erklærede sig i sin nytårstale for royalist.
Som ung politiker havde hun markante holdninger, og hun var kendt som meget rød. Hun var bestemt ikke royalist, men det er statsministeren blevet takket være dronning Margrethe.
Det gælder dog ikke alle i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Dronningens abdikation har fået debatten til at blusse op på ny.
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) betegner sig med en populær vending i politik for ’ikkepraktiserende republikaner. Hun er alligevel enig med statsministeren.
»Der er udbredt enighed om, at det er en rigtig god idé, hvis det er op til den enkelte, om man ønsker at modtage ordener«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Modstanden mod ordener stammer oprindeligt fra Påskekrisen i 1920, hvor kong Christian 10. forsøgte at afsætte den daværende regering.
Siden har Socialdemokratiet haft et anstrengt forhold til kongelige ordener.
Daværende formand og statsminister Thorvald Stauning (S) kaldte det overfor Politiken i 1930 for en »ejendommelig levning fra fortiden«, der har et »komisk skær over sig«.
ritzau
fortsæt med at læse




























