I strømmen af nyheder om uønsket kemi i vores hverdag skiller nyheder om PFAS sig ud i danskernes bevidsthed. Mennesker, som har spist kød fra kvæg, der har græsset på en PFAS-forurenet mark, har måske øget risiko for at få kræft. Børn blev i en periode advaret mod at spise for mange æg på grund af PFAS i hønsefoderet. Det er til at forstå.
Mere end 8 ud af 10 personer ved, hvad de problematiske fluorstoffer med det besværlige navn (per- og polyfluoralkylstoffer) er, og blandt disse siger 7 ud af 10, at det er vigtigt for dem at undgå PFAS i hverdagen, viser undersøgelse ’Danskernes kendskab og holdning til PFAS’ foretaget af Megafon for Miljøstyrelsen.




























