Anklagemyndigheden vil alligevel ikke indbringe en afgørelse om, at en 29-årig mand ikke skal varetægtsfængsles i en sag om planlægning af terror, for landsretten.
Det skriver anklagemyndigheden ved Københavns Politi i et opslag på det sociale medie X.
Retten på Frederiksberg valgte at løslade manden efter et grundlovsforhør i december. Her blev seks andre fængslet.
Fire blev varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede.
Anklagemyndigheden understreger, at manden fortsat er sigtet i sagen.
Københavns Politis anklagemyndighed har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt, skriver den.
Flere ting skal være opfyldt, hvis man skal varetægtsfængsles.
Dels skal der være en konkret grund til at mistænke en, for det man er sigtet for.
Derudover skal der være en grund til, at det er nødvendigt at varetægtsfængsle en sigtet. Det kan eksempelvis være for at undgå, at den sigtede flygter eller begår flere forbrydelser.
ritzau
fortsæt med at læse




























