I en sag om støtte til angreb i Iran og om spionage mister 42-årig mand sit danske statsborgerskab. Det har Østre Landsret fredag bestemt.
Han og to andre eksiliranere udvises alle af Danmark, ligesom de straffes med fængsel. De to andre er iranske statsborgere.
Den 42-årige idømmes fængsel i seks år, mens de to andre tiltalte får henholdsvis syv og otte år.
Efter at have rettet en tak til blandt andre tolkene, der har medvirket i næsten 50 retsmøder, sætter rettens formand en usædvanlig betegnelse på sagen.
»Dermed finder denne ulykkelige sag sin afslutning her ved landsretten«, fastslår retsformanden.
Med base i Ringsted har de tre været centrale personer i en bevægelse, der hedder ASMLA. Den kæmper for løsrivelse af Ahwaz-regionen i det sydvestlige Iran. Her har det arabiske mindretal et ønske om selvstændighed.
Bevægelsens militære gren har gennemført flere angreb mod såvel militære som ikkemilitære mål. Også den iranske olieindustri og det iranske bankvæsen blev angrebet.
Målet var at destabilisere Iran og at skræmme i hvert fald en del af den almindelige befolkning. Dermed er den danske straffelovs definition af terror opfyldt, mener landsretten.
Gennem instruktioner og organisering støttede de tre mænd den militære gren, Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden.
Også gruppen Jaish al-Adl i den sydøstlige del af Iran fik bistand fra mændene.
Desuden hjalp de i flere år en saudiarabisk efterretningstjeneste. Under betegnelsen MS32 videregav de oplysninger om enkeltpersoner i Danmark og i udlandet, hvilket er en overtrædelse af den milde bestemmelse i straffeloven om spionage.
Skal under politibeskyttelse
Til stede i retten er blandt andre livvagter fra PET. De tre dømte kommer under politibeskyttelse, fordi de er i fare for at blive slået ihjel af Iran.
I efteråret 2018 kørte en norsk-iraner således til Ringsted og indsamlede oplysninger til en iransk efterretningstjeneste, som havde planer om at likvidere den ældste af ASMLA-mændene.
Udvisningen af de tre, Habib Yabor Kobi på 53, Tamim Farouk Beck på 44 og endelig den 42-årige Jacob Mohamed, bliver dog ikke til virkelighed.
»Det er helt oplagt, at han vil blive henrettet, hvis han tager til Iran«, sagde Becks forsvarer, advokat Peter Trudsø, forleden i retten.
Da sagen blev behandlet af Retten i Roskilde, undgik den 42-årige at blive frakendt sit danske statsborgerskab.
Imidlertid er tonen en anden i landsretten. Her følger flertallet kravet fra anklagemyndigheden. Et stort mindretal har dog stemt for at frifinde den 42-årige for kravet om frakendelse af statsborgerskab og udvisning.
Efterhånden har de tre siddet varetægtsfængslet i næsten fire år. Ved dommen løslades de to.
ritzau
fortsæt med at læse



























