Partier finder det svært at få en debat om ældre, men opdeling af udspil er helt bevidst, siger statsminister.

Mette Frederiksen forsvarer strategi med at servere ældreudspil i små lunser

Regeringen har fået kritik for at dele det længe ventede ældreudspil op i mange små stykker. Foto: Jens Dresling
Regeringen har fået kritik for at dele det længe ventede ældreudspil op i mange små stykker. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Regeringen har fået kritik for at dele det længe ventede ældreudspil op i mange små stykker, hvilket har gjort det svært for Folketingets partier at forholde sig til en samlet plan for sektoren.

Men det er der en årsag til, forklarer statsminister Mette Frederiksen (S).

»Fordelen ved den måde, vi har gjort det på, er, at vi har talt ældrepolitik over et par uger i Danmark, og det trænger området til«, siger hun til Ritzau under et besøg ved Ældre Sagens besøgsvenner i Vallensbæk.

Når indsatsen på ældreområdet har været diskuteret i Folketingssalen i løbet af januar, har politikerne fra oppositionen følt, at de debatterede i blinde.

»Det kunne være fantastisk, hvis vi diskuterede ældre på et oplyst grundlag«, sagde Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative, i Folketingssalen.

Han påpegede, at den løbende lancering af små brudstykker af den samlede plan er udtryk for taktik fra regeringens side.

»Jeg ved godt, at der er en spin-manual i regeringen, der skærer alle udspil i småstykker, men kunne vi ikke bare få hele forslaget og så komme i gang med at løse udfordringerne«.

Også Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti udtrykte utilfredshed med måden, ældreområdet blev behandlet politisk på.

»Det er jo svært at have en holdning til, fordi det er så ukonkret, ikke? Nu må vi jo se, hvad det hele munder ud i. Men det er meget ukonkret, og jeg havde jo gerne set at hele udspillet lå her, så vi netop kunne tage stilling til det«, har hun sagt til Ekstra Bladet.

Selv er Mette Frederiksen »egentlig meget glad« for den måde, regeringen har gjort det på.

»Det kører efter, at vi gerne vil have så mange til at engagere sig i denne debat som overhovedet muligt«, siger hun og fortsætter:

»Ældrereformen handler om mange forskellige ting, og derfor synes vi, at det er vigtigt, der både er tid til at tale om det, der skal ske på plejehjemmene, og det, der skal ske i ældreplejen og så samlet set, når vi snart går i luften med det hele«, siger Mette Frederiksen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her