»Nogle dage er sværere end andre«. Søren Pape skrev det på Facebook 14. september 2022, da han meddelte, at han skulle skilles fra sin mand.
»Josue og jeg går fra hinanden«, skrev han. Senere fulgte et sviende valgnederlag i november 2022 og flere svære dage.
For otte dage side ramte tragedien så. Søren Pape blev ramt af en blødning i hjernen under Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelsesmøde i Vejen, mens han stod og talte om partiets udenrigspolitik. Han blev grebet af sin ungdomsven, Søren Vandsø, der er Det Konservative Folkepartis generalsekretær, men der var intet at gøre. Han døde dagen efter på Odense Universitetshospital. Lørdag skulle han bisættes, og det er endnu en af de dage, der er sværere end andre.
Forældre skal ikke begrave deres børn. Mennesker skal ikke dø, når de er 52. En by skal ikke miste den søn, der kom med alt, hvad der var ham af smil, ordentlighed og kærlighed, og som holdt lige så meget af ham, som han holdt af den.
