Erfaringer med at opspore fysisk og psykisk vold hos vordende forældre har været så positive, at de nu skal bredes ud til hele landet.

Vold i familier kan spores og stoppes allerede i graviditeten

Lyt til artiklen

Vold i vordende familier kan opdages og stoppes, allerede før barnet er født.

En tidlig indsats kan spare mange små børn for en voldelig barndom.

Systematisk screening for vold på et par af landets store fødeafdelinger har afsløret et langt større problem, end jordemødrene før var klar over.

Hvor jordemødrene på Amager og Hvidovre Hospital før opdagede fem-seks par om året med voldsproblematikker, finder de nu op mod 100 par.

Samtidig er der lavet et tilbud, der kan støtte parrene til at undgå og forhindre vold.

Projektet er et samarbejde mellem Mary Fonden, Amager og Hvidovre Hospital, Dialog mod Vold og Østifterne.

Omfanget af vold er kommet bag på Bjørg Sylvest, jordemoder og forløbskoordinator på Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital.

»At vi finder så mange par med et problem, er vi rigtigt overraskede over«, siger hun:

»Jeg har også selv været overrasket over at have kendt en familie indgående under flere graviditeter, men hvor det først er efter den tredje graviditet, at de kommer frem med, at de faktisk har det elendigt«.

Sisse Kammann er vicechefjordemoder på Amager og Avedøre Hospitaler, som har udviklet tilbuddet sammen med jordemødrene.

»Det er blevet taget rigtigt godt imod. Vi vidste godt, at der lå en mulig opgave. Men der skulle jo være en løsning og en anvisningsmulighed, så parrene også bliver grebet og ikke bare står med problemet selv«, siger hun.

For jordemødrene på de involverede afdelinger er det blevet en del af deres DNA at turde tale om vold som en naturlig del af kontakten med familierne.

»Vi skal kunne tale om et højt konfliktniveau i familien og partnervold. Ligesom jordemødrene taler med parrene om afhængighedsskabende medicin, motion og om, hvad man spiser og drikker«, siger Sisse Kammann.

Når screeningen viser, at der er vold inde i billedet, kan kvinden henvises til en samtale med en jordemoder og en socialrådgiver.

Her finder man ud af, hvad der er brug for af støtte i den konkrete familie i form af et gruppeforløb eller andet.

Forskning har vist, at hvert sjette barn oplever vold i hjemmet. Vold der ofte sætter livslange spor.

Samtidig er det velkendt, at tiden omkring graviditet og fødsel kan betyde, at volden eskalerer på grund af presset i den periode.

Resultaterne fra projektet viser, at i par med fysisk vold faldt den fra 18 til 3 procent.

Når det gjaldt psykisk vold, faldt den fra 35 procent til 18 procent.

Det viser ifølge direktør Helle Østergaard fra Mary Fonden, at graviditeten er et godt sted at sætte ind.

»Vores ambition har fra starten været, at færre børn skal vokse op i en familie med vold. Vi hørte i vores dialog med jordemødrene, at de manglede viden om vold, og om hvordan man spørger ind til det«, siger hun:

»Vold er fortsat meget tabubelagt«.

Det er planen, at opsporingen af tidlige konflikter i børnefamilier, som nu er en integreret del af arbejde på Amager og Hvidovre Hospital, nu skal udbredes langt mere.

»Vi har fået en donation fra Østifterne, hvor vi sammen med Dialog mod Vold kommer til over de næste år at udbrede indsatsen til alle andre fødesteder i landet«, siger Mary Fondens direktør Helle Østergaard.

Regeringen vedtog i 2023 en national handlingsplan mod partnervold og partnerdrab - herunder en styrket indsats rettet mod gravide, kommende forældre og forældre til små børn.

/ritzau/

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her