En 56-årig betjent misbrugte sin stilling, da han 11. december 2022 medbragte en skarpladt tjenestepistol til indkøbscenteret Field’s og Royal Arena på Amager, mener Statsadvokaten i København, som har rejst tiltale mod betjenten.
Ifølge sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, medbragte den 56-årige pistolen for at beskytte sig selv og sine nærmeste. Over for personale i Royal Arena viste betjenten sit politiskilt og skaffede sig adgang til en koncert med pistolen, lyder tiltalen.
Statsadvokaten har nedlagt påstand om fængselsstraf og ønsker betjenten dømt for stillingsmisbrug. Men bliver han ikke det, er der rejst en subsidiær – underordnet – anklage om, at betjenten har gjort sig skyldig i pligtforsømmelse.
Desuden er han tiltalt for at have overtrådt våbenloven, idet betjenten uden tilladelse transporterede sin tjenestepistol uden for det område, hvor den lovligt kunne anvendes. Det var således også i strid med reglerne om politiets anvendelse af skydevåben, lyder tiltalen.
Om formiddagen indfandt betjenten sig på Politiskolen. Her hentede han den ladte pistol og placerede den i et hylster på hoften. Fra det tidspunkt og frem til omkring klokken 20 har han gjort sig skyldig i overtrædelserne, fremgår det af anklageskriftet.
ritzau




























