Når man løber programmet for Folkemødet 2024 igennem, står det hurtigt klart, at mænd og ligestilling er et af årets store emner.
Alene på Folkemødets første dag kan man komme til debatter som ’Har ligestillingskampen fremmedgjort mændene?’, ’Kastrerer nyfeminismen de unge mænd?’ og ’Hvad med mændene, der halter mere og mere bagefter?’.
Og nogle mænds modstand mod ligestillingen har da også været et af forårets store diskussionsemner, efter at flere danske og internationale undersøgelser har vist, at et stigende antal mænd mener, at ligestillingen er gået for langt, og at skellet mellem unge mænd og kvinder aldrig har været større i spørgsmål om ligestilling.
Fakta
Debat om mænd og ligestillingskampen
Jacob Engmose Astrup deltager i SF’s debat ’Har ligestillingskampen fremmedgjort mændene?’. Det sker torsdag kl. 13:00-13:45. Det foregår ved C7.
En af dem, der skal diskutere emnet på Folkemødet, er Jacob Engmose Astrup, direktør i Mandecentret, der tilbyder midlertidig bolig og rådgivning til kriseramte mænd. Men for ham er det reelle spørgsmål ikke, om ligestillingen er gået for langt.
Jeg tror, vores ligestillingsfokus skal blive bredere
»Det handler mere om, at nogle mænd er blevet overset«, siger han.
Det har ifølge ham skabt en radikalisering eller modstand hos nogle grupper af mænd. Og det bør vi som samfund tage alvorligt, mener han. Derfor har han som direktør for Mandecentret forsøgt at forstå de mænd, som nu er kommet i mediernes søgelys.
Feminisme opfattes som »elitært«
For at forstå mange af de mænd, der erklærer sig som modstandere af feminisme og ligestilling, har Jacob Engmose Astrup talt med mange af de organisationer, der kæmper mændenes sag. Men også med almindelige mænd, som bare er vrede.
Han bruger meget tid på at forstå, hvorfor de mener, som de gør. Han vil gerne forstå, hvad der er på spil for dem, og hvad de er bange for. Mange af dem, han taler med, er mænd, der er hægtet af samfundet. De har svært ved at finde en kæreste og etablere sig på arbejdsmarkedet.
»Og så hører de ligestillingsdebatter, hvor man kæmper for mere løn til højtuddannede kvinder, og at der skal flere kvinder ind i bestyrelser«, siger Jacob Engmose Astrup.
Det kan blive farligt for vores demokrati og ligestillingskamp, hvis de her mænd bliver for mange
»Så de oplever, at alt det der ligestilling er elitært og så langt væk fra deres virkelighed«.
Derfor har mange af disse mænd forholdt sig tavse længe, mener Jacob Engmose Astrup. Men nu har de fået et sprog for at lufte deres utilfredshed. De ser, hvordan mænd er overrepræsenteret i bunden af samfundet blandt hjemløse, misbrugere, psykisk syge og i fængslerne og banderne.
»Så jeg tror, vores ligestillingsfokus skal blive bredere«, siger Jacob Engmose Astrup.
»Det skal ikke kun være kvinder, der skal ligestilles med mænd. Det skal lige så meget være mænd over for kvinder«.
Trussel mod demokratiet
Jacob Engmose Astrup ser dog også en stigende bevægelse af mænd, som han sammenligner med dem, der i USA støtter Trump og stormer kongressen. Men selv om de er ekstreme, skal man alligevel forsøge at forstå dem og indgå i dialog for ikke at bidrage til en yderligere polarisering.
»Det kan blive farligt for vores demokrati og ligestillingskamp, hvis de her mænd bliver for mange«, siger han.
Derfor kræver det, at nogen prøver at forstå dem og oversætte deres virkelighed for andre. Dog er det vigtigt, at man gør det uden at bekæmpe de fremskridt, som er sket for kvindernes ligestilling, mener han. Og det er så den opgave, som han har givet til sig selv.
Han skal deltage i en debat afholdt af SF, hvor partiets ligestillingsordfører, Astrid Carøe, og folketingsmedlemmet Carl Valentin deltager sammen med direktøren i Kvinfo, Henriette Laursen. Så som han siger, kan man hurtigt regne ud, hvad det er for et standpunkt, han er sat til at repræsentere.
Men han glæder sig. Han tror, det bliver sjovt og spændende. Men også lidt farligt.
»Mit håb er, at politikerne bliver mere nysgerrige. At de tør bruge lidt krudt på at forstå de her mænd i stedet for bare at have det politisk korrekte standpunkt«.




























