Artiklen er opdateret kl. 23.12.
Energistyrelsen beder Energinet om at hæve sektorberedskabet for energisektoren fra grøn til gul, oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse. Grøn betyder lav trussel, mens gul betyder middel trussel. Gul afspejler, at der er aktører, som har kapacitet og intention om angreb eller anden skadelig aktivitet. Men der er ikke indikation på planlægning af konkrete angreb.
I en normal situation vil niveauet være hvid. Dernæst eskalerer trinnene til grøn, gul, orange og til sidst rød, som indikerer meget høj trussel. Et øget sektorberedskabsniveau er et signal til virksomhederne i el- og gassektoren om, at de skal udvise øget opmærksomhed.
Energinet er et statsligt transmissionsselskab. De koordinerer el- og gassektorens beredskab både før, under og efter en krisesituation. Energistyrelsen anbefaler også, at der iværksættes »konkrete beredskabsforanstaltninger«. Det kan være, at kravene til adgang til el- og gasanlæg justeres op eller ned. Også graden af overvågning kan skrues op. Men de konkrete tiltag varierer fra anlæg til anlæg, og af sikkerhedsårsager kommunikeres de ikke offentligt, skriver Energistyrelsen.
Anbefalingen fra styrelsen kommer, efter at myndighederne for nylig hævede trusselsniveauet for destruktive cyberangreb. På et pressemøde med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) 4. juni blev truslen for destruktive angreb hævet fra lav til middel. Også Thomas Flarup, der er chef for Center for Cybersikkerhed, deltog. Han påpegede, at den form for angreb er »designet til at lave ravage«. Derfor kan angreb have »uhåndgribelige og alvorlige konsekvenser«, sagde Flarup.
Minister: En naturlig reaktion
De opdaterede trusselsvurderinger sætter »den ekstra streg under«, hvor vigtigt det er at passe godt på energiinfrastruktur, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i en skriftlig kommentar efter anbefalingen fra Energistyrelsen.
»Så at hæve beredskabet i el- og gassektorerne til gult er en naturlig reaktion«, lyder det.
Også i maj advarede Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om, at truslen for hybride angreb og cyberangreb er steget. Ministeren peger på, at der er sendt en ny lov om styrket beredskab i energisektoren i høring. Med ministerens ord styrker loven den danske energisektor mod angreb udefra.
»Flere sektorer skal omfattes og kravene til virksomhederne skærpes både teknisk og fysisk«, lyder det skriftligt fra Lars Aagaard.
Sektorberedskabet må ikke forveksles med EU’s kriseniveauer i relation til gasområdet, som går fra ’early warning’ til ’emergency’. Sektorberedskabet har derfor heller ikke noget med den generelle forsyningssituation at gøre, understreger styrelsen. Den er i øjeblikket stabil på tværs af energikilder. I sidste uge sænkede Energistyrelsen kriseniveauet for gassektoren efter to år med ’early warning’.
Savner et klarere trusselsbillede
Den danske energisektor er endda parat til at etablere hegn, indsætte vagter eller andet, der er nødvendigt for at øge sikkerheden. Men der er brug for mere præcise trusselsvurderinger, så »vi ikke selv på mavefornemmelsen går og laver ændringer«, siger teknologidirektør i erhvervsorganisationen Green Power Denmark Jørgen S. Christensen, efter anbefalingen om at hæve sektorberedskabet:
»Vi kan se, der kommer signaler om, at der er en større fysisk trussel, og der er det vigtigt, at vi får præcise trusselsvurderinger fra myndighederne. Så skal vi nok stå for at etablere, hvad der er nødvendigt af hegn, vagter eller andet, der er brug for«.
Samtidig skal myndighederne være klar til at reagere på, hvad energisektoren måtte observere, siger han:
»Vi skal have en tættere dialog om, hvem det er, vi skal henvende os til, hvis vi ser noget på overvågningskameraerne, og om de så er klar til at tage imod vores oplysninger og reagere med passende magtmidler«.
De konkrete tiltag varierer fra anlæg til anlæg, og af sikkerhedsårsager kommunikeres de ikke offentligt.
»Der er beredskabstiltag kommunikeret internt fra myndighederne, men vi savner stadig et klarere trusselsbillede«, siger Jørgen S. Christensen og uddyber:
»Center for Cybersikkerhed laver sektorspecifikke vurderinger for forskellige typer cyberangreb, men vi efterspørger, at dem, der laver trusselsvurderinger, også laver sektorspecifikke trusselsvurderinger for den mere fysiske sikkerhed«.
Jørgen S. Christensen påpeger, at erfaringen med it-sikkerhed efterhånden er stor. Det er indikationer på en stigende fysisk trussel, der nu kræver rettidig omhu, siger han.
»Vi skal ikke male fanden på væggen, men der er en stigende trussel, og den vil vi gerne anerkende, men så skal vi have et mere præcist billede af, om det for eksempel er vagter eller hegn, der er brug for?«
Tiltag vil afhænge af, om der er tale om efterretningsagenter eller droner, påpeger han, og »det ville være dumt at lave tiltag for det ene, hvis truslen er for det andet«.
Ritzau
fortsæt med at læse


























