140 borgere er blevet evakueret fra deres hjem, efter at politiet har fundet eksplosiver på en adresse ved Korsør.
Det siger Anton Havegaard, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV 2.
»Af dem har vi anvist 40 til skolen, der er blevet stillet til rådighed. De øvrige har fundet andre muligheder«, siger han.
Politiet arbejder i øjeblikket ud fra en hypotese om, at en 52-årig beboer, der mistede livet i en eksplosion på adressen mandag, kan have arbejdet med fyrværkeri.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Manden var fyrværker, bekræfter politiet tirsdag over for Ekstra Bladet.
Forsvarets bomberydningstjeneste (EOD) skal tirsdag fjerne de farlige kemikalier, som er fundet på en adresse ved Korsør efter en dødelig eksplosion.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.
Der er tale om ’en større mængde’ eksplosive kemikalier, som skal fjernes.
Politiet oplyser ved middagstid, at der er fundet op mod et ton eksplosive stoffer.
Evakuering i nat
Evakueringen skete, efter at der mandag aften er blevet fundet en større mængde kemikalier og eksplosive stoffer på adressen Broholmvej 144.
Det nye fund er ud over de eksplosive stoffer, som politiet tidligere på dagen meldte ud, at der var blevet fundet i et udhus på adressen.
Området omkring Broholmvej 144 er et sommerhuskvarter kaldet Frølunde Fed.
Det ligger omkring otte kilometer fra Korsør.
Politiet opfordrede borgere til selv at søge mod et opholdssted uden for sikkerhedszonen.
Alternativt kunne de tage til et modtagecenter, der er blevet etableret på Forlev Friskole i Vemmelev. Det har i alt 30 personer valgt at gøre.
De borgere, der ikke selv havde mulighed for at sørge for transport, blev tilbudt hjælp af politiet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Desuden har politiet fået hjælp fra hjemmeværnet til evakueringen.
40 har overnattet på friskole
Forlev Friskole har natten igennem taget imod borgere fra området Frølunde Fed ved Korsør, der er blevet bedt om at lade sig evakuere.
»Der har været omkring 40 overnattende personer her i - alle aldre vil jeg sige. Der er også mange forskellige slags hunde med«, siger Majse Dahl, der er skoleleder på Forlev Friskole tidligt tirsdag morgen.
Andre er taget videre til eksempelvis familiemedlemmer.
»Nogen kom i går aftes, men har så kunnet køre til familie i løbet af aftenen eller natten«, siger Majse Dahl.
På friskolen har myndighederne udleveret soveposer og liggeunderlag, mens skolen har stillet klasselokaler til rådighed til hver enkelt familie.
Der har hele natten været kaffe på kanden, lyder det fra skolelederen.
Fra politiet lyder det, at der er tale om en ekstraordinær situation.
Det skriver vicepolitiinspektør Anton Havegaard i en pressemeddelelse.
»Vi har forståelse for, at det er utrygt at blive evakueret fra sin bolig, men vi appellerer til borgernes hjælp i den helt ekstraordinære situation, vi har på Frølunde Fed«, skriver han.
ritzau
fortsæt med at læse


























