Toldstyrelsen gjorde lidt af et fund onsdag ved den dansk-tyske grænse ved Frøslev.
Her blev en spansk indregistreret tankvogn standset og udtaget til kontrol.
En scanning viste, at over et kvart ton hash - 285 kilo - var blevet gemt i tankvognen.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dens 56-årige polske chauffør blev derfor anholdt og sigtet for indsmugling af narkotika.
Torsdag blev han fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Sønderborg.
Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.
»De 285 kilo, som Toldstyrelsen har tilbageholdt på grænsen til Tyskland, bekræfter desværre den generelle stigning, vi ser i sager med narkotika og især hash«, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Jeppe Kjærsgaard i pressemeddelelsen fra politiet.
»Sidste år tilbageholdt Toldstyrelsen ca. 1,9 tons hash, og derfor er det vigtigt, at vi fortsætter vores indsatser på området«.
Polakken kærede kendelsen om varetægtsfængsling.
ritzau
fortsæt med at læse




























