Butikstyverier er blevet en stigende plage i detailhandlen landet over. Alene i de tre første kvartaler af 2024 blev der ifølge Dansk Erhverv anmeldt flere end 20.000 butikstyverier.
Men antallet af butikstyverier er ifølge erhvervsorganisationen i virkeligheden langt højere. Det er nemlig ikke alle tyverier, der bliver anmeldt, fremgår det af en analyse blandt Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder. Hver anden virksomhed – 49 procent – begrunder de manglende anmeldelser med utilstrækkelige ressourcer hos politiet til at følge op på sagerne.
»Det er meget nedslående og udtryk for, at tilliden til politiet kan ligge på et meget lille sted ude i butikkerne«, siger chef for detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv Henrik Sedenmark.
Når butikkerne har taget en butikstyv på fersk gerning og fået navn og adresse, bliver anmeldelserne som regel hurtigt fulgt op, forklarer fagchefen:
»Men hvis der er tale om et tyveri, der kræver noget efterforskning – det kan være politiet skal tjekke noget videoovervågning, afhøre vidner eller tage andre efterforskningsskridt – er vores erfaring, at mange af de sager bliver henlagt eller opgivet på anden vis«.
Det er ifølge fagchefen i Dansk Erhverv ikke mangel på vilje til at gøre noget ved anmeldelserne, men manglende ressourcer, der er problemet.
Politiet: Vi tager det alvorligt
Hos Rigspolitiet opfordrer chefpolitiinspektør Peter Ekebjærg de erhvervsdrivende til altid at anmelde butikstyverier.
»Det er vigtigt, at købmændene fortsætter med at anmelde sagerne til politiet – både af hensyn til den enkelte sag og for, at vi kan følge udviklingen«, siger han i en kommentar.
»Politiet tager alle anmeldelser alvorligt, og det gælder også anmeldelser om butikstyverier, hvor en meget stor del af anmeldelserne resulterer i sigtelser«, lyder det.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere udtalt, at »regeringen ser med alvor på den store stigning i butikstyverier«.
Regeringen vil blandt andet hæve bødestraffen, så butikstyveri som udgangspunkt altid koster en bøde på mindst 1.000 kroner, første gang en person bliver taget for butikstyveri. Det er en fordobling i forhold til i dag.
Tallene for butikstyverier i sidste kvartal af 2024 er endnu ikke opgjort. I 2023 blev der i alt anmeldt 25.175 butikstyverier i Danmark.
161 detailhandelsvirksomheder har besvaret undersøgelsen, som Dansk Erhverv har foretaget.
ritzau
fortsæt med at læse


























