Jeg ved ikke, om det er det, de unge kalder for et meme, men ude på de sociale medier er der i øjeblikket et virkelig sjovt billede af en blåhval med en ledsagende tekst, der beskriver dens anus som kolonorm, hvilket gør dyret til »verdens næststørste røvhul – lige efter dem, der taler i mobil med højttaleren tændt«.
Det er selvfølgelig lidt hårdt trukket op og synd for blåhvalen, at dens privatliv sådan bliver lagt ud til alment skue, men det fortæller samtidig noget om vores alle sammens opfattelse af, hvad privatliv er. Eller rettere, hvor grænsen for privatsfæren går. En grænse, der tilsyneladende er på vej til helt at blive udvisket.




























