Danmark lever af frivillige kræfter – men vi glemmer alt for ofte at anerkende dem. Det er min mor, Danielle Pröschold, et levende eksempel på, skriver Jonas Pröshold i denne hverdagsanalyse.
Så længe jeg kan huske, har min mor engageret sig i frivilligt arbejde. Da min tvillingebror blev født med et handikap, kastede hun sig ind i kampen for handikappedes rettigheder.
Hun meldte sig til bestyrelsen for vuggestuen, siden specialskolen, LEV og Skole og Forældre. Hun har arbejdet for at få bygget nye botilbud – og hun skabte et nyt weekendtilbud, fordi hun så, hvordan min bror og hans venner alt for ofte sad alene i deres lejligheder i weekenden.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
