Forbrugerrådet Tænk konstaterer udfordringer med sikkerhed med flere produkter i en ny undersøgelse.

Sikkerhedsfejl i to ud af tre produkter fra Temu og Shein

Lyt til artiklen

To ud af tre produkter købt på handelsplatformene Temu og Shein lever ikke op til EU-sikkerhedsregler.

Det viser en ny tværeuropæisk undersøgelse, hvor man har undersøgt varer i kategorierne babylegetøj, opladere og smykker, oplyser Forbrugerrådet Tænk i en pressemeddelelse.

Forbrugerrådet har sammen med kolleger fra Tyskland, Frankrig og Belgien tilfældigt udvalgt i alt 162 produkter fra de to handelsplatforme, hvor 112 ikke lever op til EU-regler om sikkerhed.

»Resultaterne er bekymrende og bekræfter, hvad vi har set før: Der er en høj risiko for at få et usikkert produkt med i kurven, når man køber produkter på platformene«, udtaler Stine Müller, der er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk, i en pressemeddelelse.

Særligt blandt babylegetøjet var der udfordringer med sikkerheden.

Hos Shein havde 10 ud af 27 produkter i kategorien »alvorlige sikkerhedsproblemer«. Hos Temu var det tilsvarende tal otte.

Et af de problemer, der går igen i forbindelse med legetøjet, er små dele, der knækker af eller løsner sig, så de udgør en kvælningsfare for børn, skriver Forbrugerrådet Tænk.

Temu oplyser i en skriftlig udtalelse til Ritzau, at man har fjernet de produkter, hvor der er konstateret udfordringer med sikkerheden, fra hjemmesiden.

Shein oplyser, at man selv har foretaget en undersøgelse af produkternes sikkerhed, og at man fjerner de produkter, der ikke lever op til krav.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her