The Crew: Dybhavsmissionen
Udviklet af: Thomas Sing. Udgivet af: Spilbræt. Antal: 2-5 spillere. Alder: fra 10 år. Tid: 10-20 min. pr. mission. Pris: 150 kroner.
Først gik missionen til det ydre rum, men vil du finde virkelige rumvæsner, så dyk i stedet ned i dybhavet. Sådan ruller historien i fortsættelsen til kortspillet ‘The Crew’ nu kaldet ’Dybhavsmissionen’. Det originale spil fra 2020 sikrede sig adskillige priser og helt med rette, fordi det redefinerede, hvad et moderne samarbejdsspil er. Dog gør denne fortsættelse – der nu tilmed er oversat til dansk – spillet endnu bedre.
Fakta
Sådan gjorde vi
Historien er henlagt til dybhavet, hvor I alle er eksperter på et hold, der udforsker havets mysterier i jagten efter en tabt civilisation. Spillet er inddelt i 32 kapitler, der alle har en lille forhistorie og særlige regler, hvor sværhedsgraden hele tiden skrues op. Selve kernen i ‘The Crew’ er et klassisk stikspil i stil med whist med tre grundregler: Der er fem kulører, du skal altid bekende kulør, og højeste kortværdi vinder stikket, samt starter næste stik. Finten er dog, at hver spiller har en eller flere synlige missioner, som skal løses af alle i fællesskab. De kan f.eks. være, at en spiller ikke må vinde nogen stik, en anden skal vinde alle 9´erne, mens en tredje skal vinde to stik i træk. Disse missioner skifter i hvert eneste spil, så spillets genistreg er, at man skal spille taktisk, holde skarpt øje med medspillernes udspil og lade ens kort tale, da I aldrig må fortælle, hvad I har på hånden.
I starten er man som hold ofte lidt fortabt, men stik efter stik begynder I som hold at kunne aflæse hinandens udspil, og netop der starter det egentlige spil og den mere adfærdspsykologiske indsigt, der gør spillet til en uforlignelig spiloplevelse. Og særligt en, der knytter en sammen som hold.
Dommen: ‘Dybhavsmissionen’ bygger eminent videre på forgængeren, så oplevelsen både hen- og bortrykker. Missionerne er langt mere varierede, og derfor også sjovere over tid, så det er uden tvivl et af de bedste kortbaserede samarbejdsspil på hylderne nu.
Dewan
Udviklet af: Johannes Goupy & Yoann Levet. Udgivet af: Space Cowboys / Asmodee Nordic. Antal: 2-4 spillere Alder: fra 8 år Tid: 30-40 minutter. Kun engelske regler. Pris: 270 kroner.
At erobre territorier i et brætspil er omtrent lige så tilfredsstillende, som trangen er antik, og måske derfor er brætspil som ‘Risk’, ‘Small World’ og ‘Ticket to Ride’ blevet klassikere. Nu er seneste skud i genren landet med ‘Dewan’, der elegant smyger sig op blandt de bedste i genren. Eller måske nærmere vandrer, fordi spillerne i ‘Dewan’ er konkurrerende nomadestammer, der udforsker nyt land og kæmper om at opsætter lejre på de bedste steder.
Spillets bræt og dermed univers opbygges i modulære bidder af lækre femkantede papstykker med fem forskellige landskaber såsom ørken, skove og bjerge, og allerede her viser spillet sit imponerede design og enorme variationsmuligheder, da brættets størrelse afhænger af antallet af spillere.
På sin egen spilleplade venter otte ubyggede lejre, og her lægger du også dine personlige missioner. Disse vælger du selv, og de kan f.eks. være at bygge på et vist antal særlige landskaber eller specifikke symboler på kortet som diamanter og relikvier.
I egen tur kan du gøre en af to ting: trække territoriekort eller bygge en ny lejr. Sidstnævnte kræver territoriekort nok til at matche hele ’ruten’ fra en eksisterende lejr til den nye, og jo flere lejre, du bygger, des flere nye missionskort trækker du. Flest point til slut vinder, men vejene dertil er mange, og det geniale ved ‘Dewan’ er, at designet gør det hele imponerende overskueligt.
Dommen: ‘Dewan’ er en nyklassiker inden for hurtige, men stadigvæk tilpas dybe strategispil. Det skaber overblik, dybde og enorm varians med et forbilledligt elegant design i både spilmekanik, visuelt design og interaktion. Et oplagt næste stop, hvis I er kørt trætte i netop ‘Ticket to Ride’.
Bomb Busters
Udviklet af: Hisashi Hayashi. Udgivet af: Spilbræt. Antal: 2-5 spillere. Alder: fra 10 år. Tid: 10-15 min pr. mission. Pris: 250 kroner.
Tik tik tik. Gigantisk sprængladning. Ledninger overalt. Og et enkelt klip i den forkerte ledning, og alt er forbi. Rollen som bomberyddere er næppe brætspilsmatiseret bedre end i ‘Bomb Busters’, der tager et temmelig nuttet, tegneserieagtigt twist på et job, der i grunden er ret dystert. For her vælter bomberne ind, og sammen skal I desarmere dem ved efter tur at pege og derved klippe de korrekte ledninger. ’Ledningerne’ er repræsenteret som små papstykker med tal på, som kun du selv kan se, da de står opmarcheret som ranke scrabblebrikker i en holder foran dig.
I din tur skal du sige et tal højt, som du selv har på en brik foran dig, og derefter pege på en ledning hos en medspiller. Denne brik skal så helst have det nævnte tal, og i så fald er ledningen korrekt klippet, og I er alle et skridt nærmere overlevelse. Passer tallene omvendt ikke, så mister I et liv – og i sidste ende sprænger bomben. Eftersom der kun er fire ens kopier af hvert tal, så handler ‘Bomb Busters’ hele tiden om at deducere sig frem til, hvad de andre har af ledninger foran sig.
På den vis føles spillet som en fænomenal spilbar julekalender, hvor de konstant snedige twists holder spillet frisk og udfordrende. Klassespil, og oversættelsen til dansk er ramt på kornet.
Dommen: ‘Bomb Busters’ er et intenst samarbejdsspil, der kræver koncentration, tålmodighed og indlevelse, og belønner indsatsen med en perlerække af originale spiloplevelser og momenter, som virkelig tryktester jeres samarbejdsevner under pres.
Krakel Orakel
Udviklet af: spilkollektivet ’Die 7 Bazis’. Udgivet af: Asmodee Nordic. Antal: 2-8 spillere Alder: fra 8 år. Tid: 20 min. Pris: 200 kroner.
»Er det en kat? En helikopter? En blæksprutte?« Gættene hamrer ned som en slagregn over de spillere, der er grinagtigt dårlige til at tegne i kendte selskabsspil som ’Tegn & Gæt’, ‘Sig det videre!’ eller danske ‘Hint’. Men hvad nu hvis alle tegnede grimt? Det er ideen i det nye samarbejdsbaserede tegnespil ‘Krakel Orakel’, som giver bedre mening i sin engelske titel ‘Mind the Lines’. For nok skal der tegnes, gættes og grines, men twistet er, at alle kun må tegne på fortrykte stiplede linjer på deres tegneplade. Og eftersom de stiplede linjer er et forviklet virvar af kaos, så bliver alle uanset tegnekundskaber udfordrede.
I hver runde trækker hver spiller et ord, som skal tegnes i al hemmelighed, f.eks. ’fødselsdagsfest’ eller ’xylofon’. Derefter tegner alle langs deres stiplede linjer i to minutter, og derefter trækkes der samme antal nye ordkort fra bunken, som der er spillere. Disse nye ordkort blandes sammen med spillernes brugte ordkort, og alle bliver lagt ud på bordet sammen med tegningerne. Så ved fire spillere kigger I på fire tegninger, men har otte forskellige ordkort. I denne slutrunde skal spillerne efter tur eliminere et ordkort fra bordet, som IKKE er tegnet.
Twistet i ‘Krakel Orakel’ virker bare godt, fordi det udfordrer ikke blot den kreative sans i at tegne orden i kaos, men også den taktiske sans i hvilke ordkort, der er bedst at eliminere i slutfasen, hvis det f.eks. minder for meget om ens eget kort. Ordene kommer tilmed i to sværhedsgrader, så også børn kan være med, og fordi alle arbejder sammen, og alle som princip tegner grimt, inviterer spillet til både grin og rigeligt med tegne-udskamning til alle. Eneste bagdele er, at spillets slutfase bliver underlig individuel, og at spillets tusser smitter meget af, mens tegneplader kan være svære at gøre rene.
Dommen: ‘Krakel Orakel’ holder som et originalt samarbejds-tegnespil, der demokratiserer evnerne til ikke at kunne tegne.
Take Time
Udviklet af: Alexi Piovesan & Julien Prothière. Udgivet af: Asmodee Nordic. Antal: 2-4 spillere Alder: fra 10 år. Tid: 15 min. Pris: 150 kr.
Evnen til at aflæse andre og få et indblik i deres tanker er motoren i sociale selskabsspil, hvor der skal tolkes på alt fra tal, timing, ord og billeder. Klassikere som ‘Dixit’, ‘Codenames’ og ‘The Mind’ har de seneste år defineret genren, men der er stadigvæk plads til nytænkning, og det leverer det franske brætspil ‘Take Time’.
Spillet oser af mystik og tidsløshed, når I placerer spillets smukke urskiver på bordet. Hver urskive udgør sin egen test, hvor I sammen spiller kort med tal ud langs skivens inddelinger. Kortene er enten sorte eller hvide og rangerer fra 1 til 12, og grundreglen er, at summen af de spillede talkort langs urskivens dele hele tiden skal stige, ellers har I dumpet testen og må starte forfra. Når alle kortene spilles skjult ned uden at måtte tale sammen verbalt, så handler alt om at lære at kommunikere gennem kortene.
I de første par runder fejler det ofte, men fejlene er nødvendige for at opbygge og synkronisere gruppens ritualer, regler og rammer for, hvad udspillene betyder. På den måde skaber ‘Take Time’ en helt forunderlig aura omkring sine spillere, og alle bliver ramt af ’bare en gang til-fænomenet’ efter hver bestået urskive.
Dommen: Som en tæt slægtning til kortspillet ‘The Mind’ videreudvikler ‘Take Time’ både grundlag, stemning og regler, hvilket giver en spiloplevelse, der skaber forunderlige indsigter i hinandens kropssprog og tanker.
fortsæt med at læse




























