Annika Langvad slog i 2010 sit navn fast som danmarksmester i tre discipliner: enkeltstart, linjeløb og holdkørsel. Senere er det blevet til et verdensmesterskab i mountainbike, disciplinen, som Langvad håber bringer hende til OL i London – selv om et par brækkede ribben midlertidigt har sat en kæp i hjulet for planerne.
Hemmeligheden bag Annika Langvads succes på cykel ligger mere i træning end i en avanceret kostplan: »Jeg spiser nogenlunde som alle andre mennesker, men op til konkurrencer er det selvfølgelig vigtigt at få ladet op, så der spiser jeg rimelig meget. Jeg spiser mest mysli, det er min livret. Det er nemt, hurtigt, og det smager godt«. Er der noget, du godt kunne tænke dig at spise, men lader være med? »Ikke ret meget. Jeg lever selvfølgelig sundt, så jeg spiser ikke junkfood, men det gjorde jeg heller ikke, før jeg begyndte at dyrke elitesport. Hvis der er noget usundt, jeg har lyst til, spiser jeg bare en lille smule i stedet for at nægte mig selv fornøjelsen helt. Bortset fra varm chokolade, det drikker jeg virkelig, virkelig meget af. Jeg er afhængig«.






























