Hun ligner garanteret en million, når DR lørdag aften blænder op for Dansk Melodi Grand Prix live fra Herning med den 34-årige Lise Rønne som en af de tre kvindelige værter. På det private plan er millionen, og flere til, dog sat ind i et lille drømmerækkehus på Østerbro i København, som hun og hendes kæreste købte for halvandet år siden. »Alle vores penge går stort set til huset, så vi er nødt til at være økonomisk bevidste«, fortæller Lise Rønne. Hvordan viser det sig? »Jeg prøver kun at købe det, jeg har brug for. Dels har jeg ikke særlig mange penge mellem hænderne, dels fylder følelsen af, at vi befinder os i en krisetid, meget. Det passer bare ikke i tiden at forbruge, forbruge, forbruge«.
LÆS ARTIKEL Ny Kontant-vært sætter 1.000 kroner til side til fornøjelser hver måned
Hvordan fungerer jeres husholdning?
»Jeg er Hausfrau med kæmpe stort H for tiden og spenderer rigtig mange timer i Netto. Det er mig, der står for alle indkøb og madlavning, for det er mig, der er på barsel. Jeg føler mig 200 år gammel, når jeg står og skræller kartofler klokken 11 om formiddagen. Men jeg er også begyndt at have en holdning til, hvordan man bruger sine penge på madvarer.
Hvordan?
»Jeg synes jo næsten, det er lidt ekstravagant at gå i SuperBrugsen. Der går sport i at prøve at spare i hverdagen, men samtidig nyder vi også købe rigtig lækkert ind i weekenderne, og når vi har gæster«.
Hvordan er dit forhold til økologi?
»Jeg køber altid økologisk. Det er blevet langt vigtigere for mig nu, fordi jeg skal proppe det i mine børn«.
'Snobben' Martin Buch: »Jeg ser frem til en frygtelig periode i mit liv«Handler du på nettet? »Jeg køber mit børnetøj på nettet, og det er absolut ikke dyrt. Eva er kun fire måneder gammel, og jeg er revnende ligeglad med hendes tøj. Alt hendes er lånt og slidt. Nelson er super velklædt med tøj, jeg køber i H&M og Zara. Jeg synes, det er rigtig fint tøj, og det provokerer mig, at der er så meget rigtighed omkring børnetøj. Jeg stejler lidt over for mærketyranniet. Det gælder også bagerposen«. Hvordan? »Forleden købte jeg en juice og to boller i Emmery’s. Det blev 100 kroner! Bare fordi der er et billede af en gård på juicen og det rigtige navn på posen. Jeg får lyst til at servere kødpølse på formbrød«.


























