Sygeplejersker og alle andre bør holde sig fra at købe JBS-underbukser indtil JBS har droppet en pornolignende reklame.
Så kontant er meldingen fra Dansk Sygeplejeråd (DSR), efter at firmaet JBS har brugt blandt andet billedet af en stærkt afklædt sygeplejerske i en reklame for sine herreunderbukser.
»JBS giver mandlige patienter et billede af, at det er o.k. at behandle sygeplejersker som sexobjekter. De kan nu tage det her billede med sig på nethinden, når de møder sygeplejersker på hospitalet eller i hjemmeplejen, hvor sygeplejerskerne udfører et livsvigtigt arbejde hver eneste dag. Det er under lavmålet«, siger næstformand i DSR, Dorte Steenberg.




























