Både æblemosten og marmeladerne var hjemmelavet af frugt og bær fra egen avl, da Lørdagsliv blev budt til bords på Ritt Bjerregaards landsted i Stestrup tæt på Hvalsø.
Her har hun og hendes mand en 16 tønder stor æbleplantage, hvor hun dyrker æbler, krydderier, te og bær. Især bær er hendes lidenskab og genstand for hendes nye bog 'Bær', der udkom i torsdags. Plantagens træer beskærer hun selv, ligesom hun selv høster æblerne. Ofte med hjælp fra gode venner. Høsten bliver til omkring 3.000 flasker most om året, som hun sælger til Irma, og resten af æblerne sælger hun til Aarstiderne.






























