Danskere har lagt en del af fedtforskrækkelsen på hylden og fylder igen mere smør i køleskabet. I hvert fald kan Arla oplyse, at salget af smør er steget fra 6.322 tons i 2010-11 til 8.348 tons i 2014-15 – en tendens, der deles af Coop.
»Salget af smør er steget med 22 procent i forhold til 2010. Øko-andelen er stærk stigende og udgør i dag 46 procent, hvilket blandt andet er en effekt af vores investeringer i at sænke priserne på økologi«, fortæller informationsdirektør Jens Juul Nielsen og tilføjer, at smørsalget er størst i oktober – »formentlig på grund af efterårsferien, hvor mange bager« – til påske og i december.




























