Det første, Marianne Jelved gør, da Tjek træder inden for i ministerkontoret, er at hive et stort og smukt keramikfad frem. Fadet er lavet af fire piger i Foreningsfællesskabet Ligeværd, som Marianne Jelved er formand for. Det er et talerør for unge, som ikke kan tage en ungdomsuddannelse. »Jeg har lige fået fadet, og jeg synes, det er rigtig, rigtig flot. Det skal op at hænge på mit plankeværk, tror jeg«, fortæller den 69-årige kulturminister. Ingen tvivl om, at unge og uddannelse optager Jelved mere end shopping og forbrug. Du har lige været to uger i Hollywood i forbindelse med Oscarshowet. Købte du noget med hjem? »To malebøger til mine yngste børnebørn, men ellers ikke noget, nej«.
LÆS ARTIKEL Teaterchef Peter Langdal: Jeg har købt min signaturbrille for 10 kroner
Så du var ikke ude at shoppe?
»Faktisk ikke. Når jeg er på rejser, er jeg meget varsom med, hvad jeg bruger tiden på. Det er ikke at gå i butikker og købe tøj«.
Hvad er det så?
»Jeg kan godt lide at gå tur i en fremmed by og mærke stemningen og se på arkitekturen og museerne. Los Angeles er et mærkeligt sted med meget rige kvarterer. Det er en kæmpe villaby«.
Du var derovre med danske filmfolk. Går du tit i biografen?




























