»Det er skræmmende«, lyder det fra Jan Laursen. »Det betyder jo, at vi kommer til at mangle murere i Danmark«.
Jan Laursen er leder af mureruddannelsen på Next, der udbyder ungdomsuddannelser. Og han er alvorligt bekymret. På mureruddannelsen i Glostrup, hvor jeg møder ham i et klasselokale til en kop kaffe, begyndte der i august kun 28 lærlinge, og nu er der 16 tilbage. I 2014 optog man 157 i Storkøbenhavn, og siden 2014 er det kun gået en vej for murerfaget: ned ad bakke.




























