Ved udgangen af 2016 indtraf en begivenhed, der efter alt at dømme vil komme til at koste mange menneskeliv. Det foregik stort set i tavshed. 2016 startede ellers ganske godt. En rapport fra Sundhedsstyrelsen, der viste, at rygning hvert år slår 13.600 danskere ihjel, fik daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) til resolut at udtale:
»Vi skal spille på mange strenge, og vi foreslår eksempelvis at ændre rygeloven, så vi sløjfer den i dag helt ulogiske forskel, der er, hvor man må ryge på erhvervsskoler, men ikke på gymnasier. Vi kan jo se, at der er en markant forskel i deres rygemønster. 37 procent ryger dagligt på erhvervsskolerne, mens det ’kun’ er 12 procent på gymnasierne. Der er ingen tvivl for mig om, at børn, cigaretter og skoletid slet ikke hænger sammen«.




























