Den familieorienterede type: Slægt skal følge slægters gang
For denne type er det naturligt at lægge et billede af barnet ud hurtigt efter fødslen. Nogle offentliggør scanningsfoto og viser med tekster som »vores lille nye familiemedlem«, at de allerede inden fødslen tænker på sig selv som en familie. Der postes løbende billeder af barnet. Af hverdagsøjeblikke, der signalerer intimitet, samvær og opbygning af relationer. Opslag er ofte knyttet til noget rituelt/ceremonielt og milepæle: Hjemme fra fødegangen. Første tur i barnevognen. En måned gammel. Debut til babysvømning. Barnedåb. Halvårsfødselsdag. Fejringer. Højtider.
Formålet er at etablere en familiefortælling på Facebook og skabe en familiær identitet ved at dele og vise sit nye familieliv frem. Man markerer et tilhørsforhold til en bestemt slægt. Man går op i traditioner og har et hverdagsliv, der er centreret omkring familien.
Der er både kvinder og mænd i denne gruppe, hvor det er almindeligt, at begge forældre har samme værdier. Mødre poster ofte mest, men fædre bruger også billeder til at vise deres engagement. En far poster et foto, hvor han sidder med sin søn i favnen foran fjernsynet: »Så er Champions League tilbage! Nu sammen med sønnike«. En anden laver opdatering med et billede, kæresten har sendt ham af baby, der holder et papir, hvor der står »Min far fik 10 til eksamen«.
