En dråbe sved forlader armhulen og løber kølende over mine ribben. Hjertet dunker i brystet, jeg trækker vejret i korte ryk. Jeg står i kælderen under et stort fritidshjem i København, og jeg kan ikke finde min datter. Jeg har gået rundt i en evighed, er faret vild et par gange og har stået uden sans for retning foran den samme dør flere gange. Jeg prøver at tænke klart. Hun kan ikke være forsvundet. Det er umuligt. Hun lytter jo. Hun går ikke væk. Men … sidder hun fastklemt et eller andet sted? Hvad nu hvis? Jeg tager en dyb indånding og sætter mig op i køkkenet og venter. Hun må vel komme forbi på et tidspunkt efter frugt.
Min datter er seks år. Hun begynder i skole efter sommerferien og er allerede for en måned siden startet i fritidshjemmet med de øvrige ’nye nultere’, som de større børn kalder dem. Eller bare ’majbørn’. I børnehaven var hun den største. Nu er hun en af de mindste. Mens jeg sidder på en lav stol og venter, tænker jeg, at lige nu bryder hun fri. Tiden er forbi, hvor det er hendes mor og mig, der lærer hende det meste. Hun tjekker sig selv ind og ud på skærmen med alle børns navn og foto, hun lægger sin madkasse i køleskabet, og hun bruger ord, jeg ikke anede, hun kendte. En veninde er ’kreativ’, fordi hun er god til at få ideer. Vi legede i ’mix’. Mix er et af rummene, får jeg at vide. Pludselig kan hun stave til korte ord. Hun vil selv have cykelnøglen i tasken. Hun kommer hjem fra svømning og fortæller, at man skal ringe 112, hvis én er i alvorlig fare.
