Da Lene Abro åbner døren til sit hus i Ejby ved Glostrup, kommer vi ind i en uortodoks verden med gulvtæppe på væggene, parketgulv i køkkenloftet og masser af særpræget udsmykning – for eksempel et indtørret krokodilleben, hun selv har skåret af et kadaver i Israel.
Vi er kommet for at se haven, så egentlig er det irrelevant, men det tydeliggør, at her er masser af inspiration at hente. Og det er netop, hvad Lene Abro ønsker at give, når hun og et halvt hundrede andre frivillige i næste weekend (19. og 20. august) åbner deres haver for at sprede ideer om, hvordan man kan dyrke og nyde dem uden at bruge gift. Se her hvor.
Giftfri Have er et samarbejde mellem landsforeningen Praktisk Økologi og Danmarks Naturfredningsforening. Cirka 10.000 har foreløbig tilmeldt sig. Målet er i 2020 at nå op på 100.000 haveejere, der ikke bruger Roundup og andre sprøjtegifte mod ukrudt, svamp og insekter.
Det vil styrke biodiversiteten og spare dyr, mennesker, natur og grundvand for påvirkning fra de cirka 20 tons, der årligt sælges til private. Ganske vist er forbruget faldet de senere år, men det er fortsat alt for højt, mener Lene Abro og hendes interessefæller.
