Jeg løber om morgenen. Det er en del af min identitet, også selv om jeg slet ikke kommer af sted hver dag. I den senere tid har jeg anvendt et løbeur, der viser, hvor hurtigt jeg løber, og hvor høj pulsen er.
Bagefter kan jeg uploade informationer fra uret til mobilen, som så fortæller mig, hvor langt jeg har løbet, og hvor jeg har løbet, i fald jeg skulle have glemt det. Disse oplysninger analyseres, og jeg får en karakter for mit løb. Jeg får at vide, om træningen har været ’mild’, ’rimelig’, ’krævende’, ’meget krævende’ eller ’ekstrem’.


























