Der var ingen tvivl om rollefordelingen.
Som it-konsulent med et godt og særdeles vellønnet arbejde, var det naturligt, at Jonas Schneekloth Büttcher fortsatte med høj hastighed i karrieresporet, mens Marie Schneekloth Büttcher satte farten ned, fandt et deltidsjob og tog stressfaktoren ud af et hektisk familieliv med to små børn.
»Havde det nu været mig, der tjente alle pengene, så ville Jonas gå på deltid, for ingen af os kunne leve med tanken om, at vores børn skulle passes ind i det hamsterhjul, vi løb rundt i«, siger Marie Schneekloth Büttcher.
Tjekker ud af fuldtidsjob
For et halvt år siden tjekkede hun ud af fuldtidsjobbet som kommunikationskonsulent på en stor professionshøjskole - og tjekkede ind i jobbet som kommunikationsansvarlig på et lille forlag, hvor hun nu arbejder 20 timer om ugen.
»Vi traf beslutningen under min anden barsel, hvor jeg kunne mærke, at det ville blive utrolig svært at få familielivet til at hænge sammen, når jeg skulle tilbage til mit fuldtidsjob«.
Pensionskaos: Vi er dybt forvirrede, når det gælder vores pensionsordninger»Vi kunne simpelthen ikke holde tanken ud om, at vi skulle skubbe de to børn ud af døren hver morgen i stress og travlhed, og hente dem i samme tilstand, købe ind, lave mad, bade og putte. Vi havde ikke lyst til at leve på den måde«, fortæller Marie Schneekloth Büttcher, der nu er blevet en tilfreds deltidsarbejdende mor med tid til børn og familie.
Og tilfredsheden har et gear mere.
Helt usædvanligt har familien Schneekloth Büttcher nemlig også taget stilling til de langsigtede økonomiske konsekvenser af deltidsjobbet.
For når arbejdstiden bliver skruet kraftigt ned, kommer der færre penge ind på pensionskontoen, og dermed er Marie Schneekloth Büttcher i fuld gang med at udhule sin egen pensionsordning, mens Jonas Schneekloth Büttcher fortsat bygger sin op.
En forskel, der ikke betyder ret meget i det daglige, mens skulle det ske i en fjern fremtid, at parret blev skilt og gik hver til sit, ville forskellen være til at tage og føle på.
Så ville Marie Schneekloth Büttcher i værste fald sidde tilbage med en pension, der var skrumpet så meget ind, at den ikke kunne finansiere en anstændigt pensionisttilværelse.
Mens Jonas Schneekloth Büttcher kunne leve et pensionistliv på første klasse.
Deler ratepension, hvis de bliver skilt
Men sådan går det ikke.
Marie Schneekloth Büttcher indbetaler nu selv et mindre beløb på sin egen pensionskonto, mens Jonas Schneekloth Büttcher indbetaler et større beløb på en ratepension, som ægtefællerne er enige om at dele fifty-fifty i tilfælde af en skilsmisse.
»De fleste vælger nok bare at tro på at ægteskabet holder, det kan jo være svært at snakke om konsekvenserne af en skilsmisse. Men for os har det været naturligt også at tage økonomien med i vores overvejelser om at gå på deltid«, siger Marie Schneekloth Büttcher.
Men det hører til de absolutte sjældenheder, at ægtefællerne dækker hinanden ind, når den ene skruer ned for arbejdstiden, lyder advarslen fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.
En stor gruppe af deltidsarbejdende kvinder udhuler deres egne pensionsopsparinger i en sådan grad, at de risikerer en tilværelse som økonomisk udfordrede pensionister.
Mere end 470.000 kvinder arbejdede sidste år på deltid, det svarer til 36 procent af alle arbejdende kvinder, viser tal fra Danmarks Statistik.
Kvinder sidder tilbage med utilstrækkelig pension
Men statistikken viser også, at hver andet ægteskab ender i en skilsmisse, og det er her det kan gå rigtig galt med pensionsopsparingen.
»Bliver parret skilt efter flere års ægteskab, er dettypisk kvinden, der sidder tilbage med den lille pension, mens manden har sit på det tørre. Derfor risikerer vi at få en for stor gruppe kvinder, der får en dårligere økonomi som pensionister. Det er kvinderne nødt til at være opmærksomme på, også selv om de regner med at ægteskabet holder for evigt«, siger Anne Seiersen, underdirektør i Forsikring & Pension.
Hun anbefaler på det kraftigste alle deltidsarbejdende familier, at beregne konsekvenserne på pensionen og overveje om ikke det giver mening, at finde en model, der deler den samlede pensionsopsparing mere ligeligt mellem ægtefællerne.
Det anbefaling kan Marie Schneekloth Büttcher tilslutte sig:
»At jeg er gået på deltid er en beslutning, vi har taget i fællesskab som familie, som ægtefæller og kærester. Det har lige stor værdi for os begge, at jeg nu kan aflevere og hente børnene tidligt og uden stress, købe ind og vaske tøj«.
»Derfor kan det jo ikke være rimeligt, at jeg bliver bombet tilbage til stenalderen, hvis vi engang – og Gud forbyde det – skulle finde på , at gå hver til sit. Men det problem har vi løst«, siger hun og skynder sig at tilføje:
»Det lyder måske som om det er en enkel løsning, vi har valgt, men det har desværre været hamrende besværligt at få den på plads. Vi måtte underskrive en ægtepagt, for at få lov til at dele min mands ratepension, og ægtepagten skulle også tinglyses – det koster altså lige 6.000 kroner«.
»Jeg var så heldig, at jeg kendte en pensionsrådgiver, uden hende havde det været umuligt. Man kunne godt bruge noget hjælpe på det her område, det er jo vigtigt at man kan lave denne her type af aftaler uden at det bliver for kompliceret, ellers er der jo ingen, der gør det«, siger Marie Schneekloth Büttcher.
Jeg føler mig anerkendt og respekteret
Hvor længe hun vil holde fast i sit deltidsarbejde tør hun ikke sige:
»Jeg tænker at jeg skal tilbage på fuld tid, men om det bliver om to år, fem år eller ti år, det må tiden vise«.
»Men lige nu har vi en løsning, som i hvert fald sikrer mig i en eller anden grad. Det er ikke med lukkede øjne, at jeg er gået ned i arbejdstid«.
»Jeg er stolt af den løsning, vi har fundet sammen. Det giver mig en følelse af at blive anerkendt og respekteret for den tid, jeg kan bruge på at tømme opvaskemaskinen og give børnene en rolig eftermiddag. Det fortæller mig, at vi har et fælles mål, at vores familie trives og har det godt, så vi også har tid og kræfter til at smile og grine i en travl hverdag«.«, siger hun.
fortsæt med at læse




























