Vi spiser dem morgen, middag og aften. Og bliver der indkaldt til møder på arbejdspladsen, er croissanten som regel det naturlige tilbehør til kaffen. Det fedtede horn med smør har forladt morgenmadsbordet og bredt sig ud over hele dagen, forklarer Naja Buono Stamer, der er ph.d. i madsociologi og arbejder hos Miljø- og Fødevareinstituttet:
»Croissanten har fået en bred appel, fordi det er et genkendeligt og let tilgængeligt produkt, der efterhånden kan købes i selv den mindste lille biks. Populariteten hænger også sammen med, at vi er begyndt at spise flere mellemmåltider de sidste tyve år«, siger hun.


























