Det var ubetinget årets bedste høst! Da Johanne på 11 kom forbi i søndags og på et tidspunkt smuttede ned til drivhuset. Lidt efter kom hun glædestrålende med en fin grønstribet honningmelon på størrelse med en stor appelsin og erklærede, at nu var den moden. Så skar hun den over og spiste den med al den glæde, som kun et barn kan præstere. Mormor og undertegnede nøjedes med at være benovede tilskuere til festen, for ingen af os kan lide meloner.
Da hun skulle hjem, gik hun atter i drivhuset og høstede yderligere syv meloner, som kom med hjem, mens vi mindedes, at det kun var fire måneder siden, at hun fik mig til at købe en melonplante til drivhuset, fordi hun elsker meloner. Og tænk, vi har glemt alt om den indtil nu, og så er der otte modne honningmeloner. Kun til Johanne. Bedre bliver en høst ikke.
