Den perfekte shitstorm. Sådan kan man nemt betegne balladen om Samvirke og Coops økologikampagne, Øktober.
Supermarkedskæden, der driver Kvickly, Fakta og Brugsen i hele landet, er de sidste par dage blevet beskudt fra alle fronter og flanker: Fra sine leverandører i landbruget, fra vrede kunder og sure læsere og fra sine egne brugsuddelere, der mange steder i landet i vrede har kasseret Samvirke i bunker. 26 Coop-butikker er gået skridtet videre og har indrykket en avisannonce mod, hvad de kalder »Coops skræmmekampagne«.


























