»Botanisk kaldes det et biodiversitet-hotspot. Når man først træder ind i Allindelille Fredskov, virker den ellers helt almindelig – faktisk som en lidt halvkedelig bøgeskov. Men under overfladen er det en helt, helt anden historie. En enorm artsrigdom af sjældne planter, insekter og svampe lever der. Det er det, der er så spændende. At der er så meget natur, som ikke findes andre steder i Danmark, på et så lille areal. Hemmeligheden bag er en skrivekridtplade, der i istiden skubbede sig helt op under jordoverfladen. Nogle steder kan man endda se kridtet, hvilket altså giver de her helt særlige forudsætninger.
Orkideer trives rigtig godt i skoven, for eksempel flueblomsten, der ikke gror andre steder i landet. Det er en meget speciel orkidé, 20-30 centimeter høj, og selve blomsten dufter og ligner en gravhveps. Så meget, at hvepsen tror, blomsten er en hun, og derfor parrer sig med den. Dernæst flyver han til den næste blomst, tager pollen med og bestøver. Den sjældne svamp toppet stenmorkel og insektet pragttorbist findes også på skovbunden. Det er arter, som kræver helt særlige vilkår og nærmest kun kan trives lige præcis her. Derfor er området helt særligt.


























