Efteråret bliver i sange som ’Autumn Leaves’ kædet sammen med det smertefulde minde om tabt kærlighed. Om den eneste ene, der forsvandt. Om en sommer, der er forbi, og tomme hænder, der står tilbage, som C.V. Jørgensen synger det i 'Sæsonen er slut'.
Men selv om det ikke lyder som det mest opmuntrende, kan der være stor skønhed i efteråret. Både i solens ekstra gyldne lys og de smukke farver, vi kan se i naturen, og så nostalgien og melankolien, som gør en del af os lige så glade for efterårets stemning som for forårets glade og sprudlende.
Derfor er vi nogle, som når solstrålerne bliver efterårslange, søger ud i naturen og lader os besnære af efterårets farver og stemning. Vi cykler lige så ivrigt rundt i omegnen for at se efter – og fotografere – de smukke efterårsblade som dem, der hylder forårets kirsebærblomster. Og noget tyder på, vi er mange. Efterår på Instagram har i skrivende stund knap 306.000 opslag mærket med #efterår og flere end 43 millioner med #autumn.
På samme måde, som vi fejrede sakura – kirsebærblomsternes fulde flor – kan vi fejre efterårets bombardement af gyldne toner. Denne sæson kan være fuldstændig lige så billedskøn og stemningsfuld.
