Sjældent har en kampagne for økovarer fået så megen opmærksomhed som Øktober, der laves i et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Coop. Meget har handlet om andre forhold end de økologiske fødevarer, der er sagens kerne. Men hvordan ligger landet egentlig, når fokus rettes direkte mod dem?
Politiken har bedt Coop analysere salgstal for de cirka 1.200 butikker i små og store byer, der sørger for, at koncernen har 37 procent af dagligvarehandlen og 45 procent af økosalget i Danmark.
Resultatet viser de økologiske varers andel af den samlede omsætning fra januar til og med uge 41 i år i 10 landsdele, som ses på kortet. Du får også at vide, hvilke landsdele der oplever størst vækst, hvilke kategorier vi især vælger økovarer fra, og hvad der lige nu er et det store ø-hit.
Kortlægningen viser først og fremmest, at der er en klar sammenhæng mellem befolkningstæthed og tilvalg af økologi. Bor du i København eller på Frederiksberg, udgør økologiske varer cirka en fjerdedel (24,8 procent) af dine samlede indkøb, mens de kun udgør cirka en 14.-del (7,1 procent), hvis du bor i Sønderjylland.
