Klokken 5.15 ringer Jens Wilms Løndorfs vækkeur. Han svinger benene ud over sengen i sin lejlighed i Limhamn i Sverige, tager toget over broen til Ørestad og møder klokken 8.40 på arbejde i Hovedstadsområdets Forsyning, Hofor.
Her har han sin daglige gang mellem lysegrå varmerør, cirkulationssystemer og et hav af målepunkter med små sorte tal, der taler i koder for de fleste, men udtrykker sig klart og tydeligt, når man som Jens Wilms Løndorf har været specialist i varmeanlæg siden 1980’erne.
Jens Wilms Løndorf er en lavstammet mand med kridhvidt hår og brillerne godt presset ind på næsen. I april blev han som 67-årig ansat i sin stilling som energirådgiver.
Egentlig var han gået på pension, da han fyldte 65 år, men han fandt hurtigt en grænse for, hvor mange timer det er interessant at sidde med en fjernbetjening i hånden og vente på de spændende programmer, der aldrig kommer.
