»Du har skrevet om min fisk. Jeg hedder Per Krarup. Det er mig, der har fanget monstergedden på 22 kilo. Jeg ringer for at efterlyse vidner til min fangst, så den kan blive anerkendt som officiel dansk rekord. Jeg fik hjælp fra både et ægtepar og en far, der var ved søen med sin søn. Men i skyndingen fik jeg ikke deres telefonnumre, så jeg håber, at de vil skrive til dig eller til rekordudvalget og melde sig som vidner. Udvalget afgør sagen til deres julefrokost 5. januar. Den dato er min deadline. Det er min sidste chance for at blive rekordholder«.
»Jeg er 52 år og har boet i Fredensborg i over 20 år. Mit arbejde i miljøbranchen giver mig mulighed for at fiske spændende steder på Sjælland, så bilen er tit fyldt med fiskegrej. Jeg er altid klar, når chancen byder sig. Min største gedde var indtil for nylig på 115 centimeter og fanget i Esrum Sø. Jeg har brugt næsten halvdelen af mit liv på at fange den fisk, som jeg fangede fredag 29. september i år«.



























