Med lange skridt forlod dagens vinder tvangsauktionen over en lejlighed på 71 kvadratmeter i ’ringe stand’ i Nansensgade tæt ved de københavnske søer. Uden en kommentar strøg han ned ad skifterettens trappe.
Det var anden tvangsauktion. Det er normal praksis, når første runde er overstået, at udbyder beder om en runde mere simpelthen for at tjene mest muligt. Som Politiken tidligere har beskrevet, var der allerede ved fremvisningen i november stor interesse. På en ganske almindelig mandag morgen havde flere end 200 interesserede købere meldt sig for at se den treværelseslejlighed. Og ved den første tvangsauktion midt i november klemte flere end 70 potentielle købere sig sammen i fogedrettens lokaler.



























