Den lille pige var utrøstelig. Hun var kommet til at klemme sin lillebrors finger i døren ind til vuggestuen. Nu sad hun der, opløst i gråd over sin udåd, og blev bare endnu mere ulykkelig, da hendes mor bad hende holde op med græderiet, for broderen havde slet ikke ondt i fingeren mere, og i øvrigt havde mor travlt og skulle på arbejde, så stop da det tuderi.

»Når børn er kede af det, skal de trøstes, og havde denne mor krammet sin ulykkelige datter og set hende ind i øjnene med sympati og forståelse, så havde hele episoden taget halvandet minut, og så var alle videre. Nu bliver det en trist omgang, hvor den lille pige ikke bliver hørt, og hvor hun mister sin værdighed, fordi vi andre oplevede hendes afmagt«.