Kedelig konserves: Dåsetomater er uden smag af sol og varme

Tomater på dåse er lavet for at gøre arbejdet i køkkenet lettere, men smagen på testens varer er ikke på højde med den ægte vare – eller de bedste italienske dåser. Mette Duedahl
Tomater på dåse er lavet for at gøre arbejdet i køkkenet lettere, men smagen på testens varer er ikke på højde med den ægte vare – eller de bedste italienske dåser. Mette Duedahl
Lyt til artiklen

Kender du duften af knaldrøde, saftige, sprøde og solmodne tomater? Så søde, bitre og intense i smagen, at du kan se tomatmarken i Syditalien foran dig? Hvis du genkender denne oplevelse, er det næppe fra en af de gange, du har åbnet en dåse hakkede tomater fra supermarkedet. De smager nemlig generelt for lidt af sol og varme, mener Politikens testdommere.

»Der er for meget vand i dem. Det er åbenbart svært at finde den rige tomatsmag i de dåsetomater, man kan købe her«, siger den ene testdommer, lektor og fødevareekspert Michael René, der har sin egen blog om fødevarekvalitet og hygiejne på michaelrene.com.

»De mangler alle sammen smagen af sol og varme. Sødmen fra solen skal balancere syren på flotteste vis. Men den balance mangler konsekvent«, siger den anden testdommer, Claus Pedersen, der har arbejdet som kok i Italien og i dag driver sitet azienda.dk om italiensk madkultur.

Test: Ikeas urtekniv til 39 kroner imponerer - den dårligste »gør mig utryg«

De to dommere har duftet og smagt på i alt seks varianter af hakkede tomater på dåse solgt i de største supermarkedskæder herhjemme. Selv om den berømte italienske gigantproducent Mutti vinder testen, fordi den trods alt har mere sødme og tomatsmag end de andre, sker det ikke med faner og trompeter.

»Jeg tror desværre ikke, at det fås bedre end det her i de danske supermarkeder«, siger Claus Pedersen.

Tomater er en hjørnesten i italiensk madlavning, og flåede tomater på dåse er da også oprindeligt en italiensk opfindelse. Man kan sagtens – og det har mange italienske husmødre gjort gennem tiden – selv koge friske tomater og flå dem. Men dåsevarianten er lavet for at lette byrden i køkkenet ved de mange varme italienske retter, hvor tomater indgår, men hvor skindet – som bliver sejt og utyggeligt i varme retter – ikke skal med.

En dårlig smag af stilk

I et par af de dåser, som Politiken har testet, fandt dommerne nu alligevel skal. En variant smagte decideret af stilk, og flere dåser bød også på det hårde stykke, hvor tomatens stilk har hæftet. For testdommer Michael René kan det rustikke udtryk af skal og stilk og uens stykker tomat godt opfattes som et plus, fordi det giver produktet et autentisk udtryk. Men for Claus Pedersen er det et minus:

»Det virker, som om de ikke har taget sig tid til at afstilke ordentligt. Duften af tomatstilk er jo rar, men det fungerer ikke som smag«, siger han om en af flere dåser, der virker lidt sjusket produceret.

Når man vender dåserne om og læser, hvor tomaterne kommer fra, kan det måske overraske, at samtlige varianter, som Politiken har testet, er produceret i Italien.

Det gælder alt fra Rema 1000’s dåsetomat til fire kroner over Coops til otte kroner og testvinderen Mutti til 13 kroner. Selv testens bundskraber, Vores Hakkede Tomater fra Føtex Food, er »produceret i Italien for Dansk Supermarked«, som der står på dåsen. Men det gør ikke tomaten bedre.

»Den er meget vandet. Italienerne ville ikke spise den. De ville sende den tilbage til fabrikken«, mener Claus Pedersen.

Selv er han som italiensk gastronom med en fortid på blandt andet en michelinrestaurant i Italien ikke i tvivl om, at italienske dåsetomater er meget bedre end danske.

Men når de testede dåser alle er lavet i Italien, men også alle skuffer, hvad skal forbrugerne så pejle efter?

»Hvis du vælger gode italienske tomater på dåse – fra Italien – kan du faktisk få smagen af solmodne tomater. Men du skal købe dem i Italien eller i italienske specialbutikker herhjemme. Man kan godt få den tanke, at italienerne sender den dårligste kvalitet op til vores supermarkeder«, siger Claus Pedersen.

Køb hele tomater og hak dem selv

Det er hans vurdering, at kvaliteten især er dårlig, når det gælder hakkede tomater på dåse, som også i Italien er et lavere rangeret produkt, fordi det ofte består af flere andensorteringstomater og en blanding af tomater fra flere forskellige landmænd og sorter, mens hele flåede tomater på dåse både herhjemme og i Italien som regel er tomater af bedre kvalitet og fra ét bestemt område eller mark, som for eksempel San Marzano, der er de flåede tomaters konge. En aflang, blommeformet tomat, der er flot rød, fast i kødet, har få kerner og en bittersød smag.

»Jeg køber sjældent hakkede tomater. Når du købe hele flåede tomater, er du sikker på ikke at få et blandingsprodukt. Når tomaterne stammer fra det samme sted, er der som regel mere smag i dem. Der er også mindre tomatjuice omkring dem. Der står bare de her fire hele tomater i dåsen uden så meget andet. Det kan jeg godt lide. Har jeg brug for hakkede tomater, så maser jeg bare de hele selv. Det tager ingen tid«, forklarer han.

Test: Den bedste piskefløde kan spises uden tilbehør

Herhjemme udgør italiensk mad 10 procent af vores aftensmad ifølge Madkulturens Madindex. Derfor er hakkede tomater på dåse en basisvare, som de fleste har i køkkenskabet. Insisterer man på at bruge de hakkede tomater, som de danske supermarkeder sælger, kan det også gå an, mener Claus Pedersen.

»Der er jo det heldige ved hakkede tomater på dåse, at de ofte bruges i gryderetter og saucer, hvor den vandede konsistens og de meget bløde tern uden bid, som vi ser i mange af de testede varianter, alligevel forsvinder lidt i kogningen«, siger han.

Selv den manglende smag af sol og varme kan du gøre lidt ved selv.

»Når jeg laver retter med tomat, bruger jeg altid sukker. Sukker fremhæver sødmen i tomat. De fleste dåsetomater kan du redde på den måde«, lyder Claus Pedersens tip.

Dog vil han ikke stille nogen af Politikens læsere i udsigt, at de kan redde testens taber, Vores fra Føtex.

»Den er umulig at redde, selv hvis du kogte den i en ragout i 34 timer. For mig kan den dåse ingenting. Den er ekstremt ringe«, siger han.

Testvinder: Mutti tomater øko

Købt i: Føtex
Pris: 13 kr.

Michael René: God tomatsmag, der smager igennem. Jeg kan godt lide farven. Flot, kraftig rød. Svag syre, salt og lidt højere umamismag end de andre. Der er også bid i tomaterne.

Claus Pedersen: Lidt mere tomatsmag end flere af de andre. En duft og eftersmag af ketchup – på en god måde. Der er sødme i dem. Mere modstand i frugten end i flere af de andre.

Coop tomater

Købt i: Kvickly
Pris: 7,95 kr.

Michael René: Store stykker tomat med det hele i. Flot rød farve. Smager også af meget. Man kan næsten mistænke den for at have tomatpuré i. Virker mere inddampet end de andre.

Claus Pedersen: De flotteste stykker. Virker ikke så filtreret som flere af de andre. Der er flere hele stykker. Konsistensen fungerer godt. Klart en af de bedre. Mangler en smule sødme.

Rema 1000 økologiske

Købt i: Rema 1000
Pris: 4 kr.

Michael René: En mere findelt variant. Fin tomatsmag, god umami og syre. Dog lidt blød i strukturen, men smager godt og gør det, den skal, selv om den er lidt for blød og findelt.

Claus Pedersen: Alt for høj syre. Neutral smag. Skriger på ingen måde af sol. Aner kun en smule tomat i eftersmagen. Konsistensen er blød. Fik skind med, som ikke er så lækkert.

Irmas øko hverdag

Købt i: Irma
Pris: 6,50 kr.

Michael René: Lys i farven og kun meget svag umamismag. Smager ikke så kraftigt af tomat. Et meget middelmådigt produkt. Ukurante stykker. Meget vandet konsistens.

Claus Pedersen: Smager lidt af tomatstilke. Virker, som om de ikke har taget sig tid til at afstilke ordentligt. Duften af tomatstilk er jo rar, men det fungerer ikke som smag.

De Cecco tomater

Købt i: Føtex
Pris: 9 kr.

Michael René: Meget anderledes end de andre. Syresmagen er meget dominerende. Lidt lys i farven og mere vandet end de andre. Dog lidt bid i tomatstykkerne. Smager også lidt af jord.

Claus Pedersen: Anderledes krydret med en lidt henkogt smag. Smager som én tomattype. Den variant med mest smag af tomat. Dog lidt for blød uden det store bid.

Vores tomater

Købt i: Føtex Food
Pris: 8 kr.

Michael René: Store stykker tomat. Man får det hele med. Også lidt skal, hvilket virker autentisk. Der er også lidt bid i. Men der er meget væske. Den er meget tynd.

Claus Pedersen: Meget vandet. Heller ikke udpræget sød og meget svag syre. Flotte tomatstykker, men vandet trækker ud af dem på tallerkenen. Italienerne ville ikke spise den.

line felholt og Miriam Dalsgaard (foto)

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her