»Jeg er mest til sådan en frysepizza. Det kan altså godt være smovs«, siger Benjamin Vestergren Larsen på 15 år, der som den eneste ikke har købt noget mad. Han og gutterne har taget plads i det fjerneste hjørne af Rådhuspladsens Burger King og sidder henslængt i de røde lædersæder, mens de højlydt pjatter og gnasker burger i sig.
Det sker ofte, at drengene på vej hjem fra skole køber lidt til at stille eftermiddagssulten, og oftest svinger de forbi den lokale for at »tage rutinen«, som de kalder det: en durumrulle med kebab.