Lyt til artiklen
Uden undtagelse får jeg våde øjne, når jeg hører børn synge denne sang. Især én sætning, der indrammer barnets sjæl, når det endnu er uvidende om meget af alt det dårlige, der kan ske og sker i verden og livet.
Det er tirsdag morgen og tid til morgensang i atriumgården på min syvårige datters skole. Bagest sidder 20-25 forældre, der har valgt at begynde dagen med at lytte til de lyse børnestemmer, der om lidt vil fylde rummet og derpå forsvinde igen, lige så hurtigt som de dukkede op. På gulvet er placeret A4-ark, så hver klasse fra 0. til 4. ved, hvor de skal stå.
