Roskilde er i gang og sammen med sommerens andre festivaler skaber det en gigantisk flodbølge af engangskrus ud over festpladserne.
»Et kvalificeret bud er, at der bruges over 5 millioner engangskrus på sommerens festivaler. Et krus vejer cirka 10 gram, hvilket betyder, at 50.000 kilo – altså 50 tons – plastik bliver brugt og smidt væk«, siger rådgiver Jakob Baungaard fra bæredygtighedsbureauet Worldperfect.
Beregningen er baseret på undersøgelser, der viser, at en festivalgæst i snit bruger 3 ølkrus om dagen.
»Det skriger til himlen, så dumt det er, at de fleste plastkrus bliver brændt af som affald, fordi systemet ikke er gearet til andet, og det derfor er det billigste lige nu«, siger Jacob Baungaard.
