Kender du det? Det giver mening at gøre en travl dag mere overskuelig ved at vælge takeaway eller få mad bragt via en fast ordning. Men måltidet får let en fad eftersmag, når man bagefter dumper en hel pose med engangsemballage i skraldespanden.
Ingen aner, hvor mange stykker plastik, det drejer sig om, men et skøn beregnet ud fra den miljøafgift på cirka 20 kroner per kilo engangsemballage, som forretningsdrivende indbetaler til staten, giver et fingerpeg.
Regner man baglæns fra et provenu på cirka 700 millioner kroner årligt, lander vi ifølge Skatteministeriet på et årligt forbrug på cirka 35.000 ton engangsemballage i Danmark.
»Det er en afsindig tung omkostning for små virksomheder, og det er noget værre griseri. Emballagen har en meget kort levetid, mens maden transporteres fra A til B, før den smides ud«, siger Jacob Mors, der ejer firmaet Madvognen.
