De ligner hinanden som to dråber smeltet sodavandsis i sommervarmen. Kun firmalogoet på pinden adskiller synligt Premier Is’ retroklassiker Kæmpe Læske fra den billigere kopi Hvid Kæmpe fra Hjem-is. Selv chokoladen på toppen passer på milimeter. Og vi kan ganske enkelt ikke smage forskel, da min familie og jeg smager os igennem de to konkurrenter for at kåre en vinder.
»Den smager af kokos«, synes 9-årige Ursula og rammer rent plet. Den tredjestørste ingrediens i begge is er kokosolie kun overgået af vand og sukker.




























