Oksebøffen, den er ikke god for klimaet. Flyrejsen heller ikke, det har vi fattet. Men dit klædeskab er også en af de helt store klimasyndere.
Tekstilindustrien står for op til 6,7 procent af den menneskeskabte CO-udledning, har Quantis, der rådgiver virksomheder om bæredygtig udvikling, opgjort. Det er mere end fly- og shippingbranchen. Produktionen af tøj er fordoblet fra 2000 til 2015, og fortsætter det på samme måde, vil tekstilindustrien i 2050 udlede 26 procent af al den CO, der er plads til i klimabudgettet, hvis temperaturstigningen skal holdes under to grader.




























