1. Manden er vigtigere end barnet
Da min mand og jeg flyttede sammen, var det os voksne, der gerne ville bo sammen. Hans datter, der var syv, skulle bare med. Vi havde ikke talt om, hvordan det skulle fungere. Så det var i den grad mit held, at han var en far af den slags, der lod mig få plads i den familie, vi var i gang med at skabe. Jeg måtte gerne sige ’lad være’, ’ryd op’ og ’det der barnetrick virker ikke på mig’, når hun forsøgte at snyde sig uden om praktiske opgaver. Jeg fik lov til at være voksen i mit eget hjem, ikke en perifer skikkelse, der ikke rigtigt betød noget. Eller som min steddatter sagde, da vi talte om det: »Hvad skulle du så være, når jeg var her? Et lille spøgelse?«. Men den plads kunne jeg aldrig have taget selv. Den fik jeg af min mand.
2. Hans eks er afgørende. Kryds fingre for, at hun er normal
Min mands eks er sød, og hun vil mig og min mand det godt. Hun er faktisk ret begejstret for, at jeg dukkede op, og det har været den største gave, jeg kunne få. Fordi det gav mig plads til at være mig selv – og min steddatter rum til at kunne lide mig. Jeg tør ikke tænke på, hvor frygteligt det må være i familier, der er blevet brudt på grund af en fremmed.
